Afd. 1,78

Danskhedens foregangsmand Frederik Fischer (1809-1871)

Fischer var en fremtrædende repræsentant for 1800-årenes tidlige danske bevægelse i Aabenraa.  Som barn blev han ramt af børnelammelse og kunne ikke videreføre familiens søfartstraditioner. I stedet fandt han en levevej som urmager og blev en anerkendt astronom. Han stod i skarp opposition til den slesvig-holstenske bevægelse og formulerede i 1838 kampråbet for den danske bevægelse i Nordslesvig: ”Danske er vi, og dansk tænker vi og føler vi; som danske har vi navn i fortiden og er kendt over hele kloden … ”. Han tog bl.a. initiativ til et dansk bibliotek, en dansk avis i Aabenraa og var medstifter af Aabenraas danske forening Frederiksklubben.

Afd. 1,78

Danskhedens foregangsmand Frederik Fischer (1809-1871)

Fischer var en fremtrædende repræsentant for 1800-årenes tidlige danske bevægelse i Aabenraa.  Som barn blev han ramt af børnelammelse og kunne ikke videreføre familiens søfartstraditioner. I stedet fandt han en levevej som urmager og blev en anerkendt astronom. Han stod i skarp opposition til den slesvig-holstenske bevægelse og formulerede i 1838 kampråbet for den danske bevægelse i Nordslesvig: ”Danske er vi, og dansk tænker vi og føler vi; som danske har vi navn i fortiden og er kendt over hele kloden … ”. Han tog bl.a. initiativ til et dansk bibliotek, en dansk avis i Aabenraa og var medstifter af Aabenraas danske forening Frederiksklubben.

Afd. 1, 131-132, 141

Orgelbyggerfamilien Marcussen

Marcussens orgelbyggeri på Storegade i Aabenraa er Danmarks ældste, grundlagt 1806. Det er kendt som leverandør af fornemme orgler til ind- og udland. I tre store gravsteder ses gravsten over indehaverne gennem mere end 150 år. Jørgen Marcussen (1781-1860) grundlagde firmaet og flyttede det til Aabenraa sammen med Andreas Reuter (1798-1847). Det blev videreført af Jørgen Andreas Marcussen (1816-1900). Siden omkring 1900 har firmaet gennem flere generationer tilhørt familien Zachariassen, hvis gravsteder ses i det tilstødende gravsted umiddelbart østfor.  

  Afd. 1, 152

Franziska Enge, kaldet Jomfru Fanny (1805-81)

Fanny Enge var en syerske og vaskekone i Aabenraa, hvis historie efter hendes død har givet stof til mange bøger og artikler. Moderen var ugift og kom til Aabenraa fra Mecklenborg og havde fornemme beskyttere i amtmandsfamilien på Brundlund Slot. Det blev til en myte om, at Fanny var datter af kong Christian 8. og hans første gemalinde, Charlotte Frederikke fra Mecklenborg. Ved sine drømmesyn bidrog Jomfru Fanny til at give mange Aabenraa-borgere en tro på en dansk fremtid. Allerede før 1920 og igen i besættelsesårene 1940-45 fik hun karakter af en lokal kultfigur. Hendes syner blev tolket som forudsigelser af Første Verdenskrig, Genforeningen, 2. Verdenskrig og Aabenraas fremtidige udvikling.  En af Jomfru Fannys spådomme gik i opfyldelse, da kong Christian 10. i 1920 red over grænsen til Sønderjylland på en hvid hest. Møbler og fine håndarbejder udført af Jomfru Fanny kan ses på Aabenraa Museum. Hun boede i det endnu bevarede hus Persillegade nr. 3.

Afd. 6, 474A

Amtmand Kr. Refslund Thomsen (1884-1960)

Kr. Refslund Thomsen blev i 1910 redaktør af den sønderjyske politiker H.P. Hanssens blad Hejmdal i Aabenraa og var efter 1920 en hovedskikkelse i arbejdet for Sønderjyllands genforening og integration i Danmark. Straks i 1920 blev han amtmand over Aabenraa amt, fra 1932-1954 tillige over Sønderborg amt.  I årene 1935-44 var han politiadjudant for de sønderjyske landsdele og blev derved den centrale person i fastlæggelsen af de danske myndigheders kurs over for det nazificerede tyske mindretal.  

Hustruen Ingeborg Refslund Thomsen (1891-1972) var datter af den sønderjyske fører H.P. Hanssen og bidrog selvstændigt til genforeningsarbejdet gennem en engageret indsats på sociale og nationale områder. 1947-57 var hun medlem af først Landstinget, så Folketinget og blev kendt i brede kredse som forfatter og debattør.   

Afd. 6, uden nr.

Skibsreder og værftsejer Gustav Raben (1819-1890)

Den sorte marmorobelisk mindes Gustav Raben, som i sin tid var en af byens rigeste og driftigste mænd. Han indledte karrieren til søs og blev kaptajn, men gik senere i land og etablerede sig som skibsreder og værftsejer. I 1870’erne var han blevet byens største reder med en flåde på 17 skibe. På hans værft byggedes 25 store træskibe, primært til hans eget rederi. Han holdt stædigt fast ved træ og sejl, også da jern- og dampskibe havde vist deres overlegenhed. Raben var aktiv på den tyske side og blev førstesenator i bystyret. Han var desuden engageret i Kobbermølle ved Kruså og ejede Tørninggård/mølle ved Haderslev.

Afd. 6, uden nr.

Skibsbygmester Jürgen Paulsen (1814-1881)

Træskibsværfter var 1800-årenes største arbejdspladser i Aabenraa. Ældst var Paulsens værft, der var det eneste af Aabenraas skibsbyggerier, der overlevede Englandskrigene, og derfor stod parat til at levere sejlskibe til byens redere, da freden kom. Dengang hed ejeren Jacob Paulsen, men efter hans død i 1847 overtog sønnen Jürgen. Han beskæftigede 80-90 mand og byggede omkring 80 skibe. I den nationale kamp stod han på slesvig-holstensk side. Efter Jürgen Paulsens død i 1881 byggede sønnen Erich det sidste store Aabenraa-sejlskib, der løb af stablen i 1883.

Afd. 6, uden nr.

Digteren og sprogforskeren Nikolaj Andersen (1862-1919) 

Nikolaj Andersen var født på Sundeved og vandt anerkendelse for sine studier af sønderjysk folkemål, som han også benyttede i sine digte og fortællinger. Som sekretær og bibliotekar for Sprogforeningen og vært på foreningens danske forsamlingshus Folkehjem i Aabenraa og en tid redaktør af det danske dagblad Heimdal var han en af de centrale mænd i de danske organisationer, hvis arbejde var med til at muliggøre Genforeningen i 1920.

Afd. 2, 240

Læge Carl Vilh. Carlsen (1794-1838)

Den smukke sandstensstele er prydet af et udvalg af symboler typiske for klassicismens gravsteder: egeløv, æskulapstav, olielampe, ugle på træ, fakler, timeglas, bikube, sommerfugl. Carlsen var født i København, blev uddannet som kirurg og døde som praktiserende læge i Aabenraa.

Afd. 2, 247

Naziføreren Frits Clausen (1893-1947)

Frits Clausen var fører for det danske nazistparti i årene 1933-43. Faderen havde en stor isenkramforretning i Aabenraa, moderen tilhørte en anset dansksindet familie. Selv var han som ung aktiv i det danske arbejde i Sønderjylland. Efter lægeeksamen 1923 nedsatte han sig som læge i landsbyen Bovrup og blev en afholdt familielæge. Politisk var han stærkt højreorienteret og blev 1933 fører for det danske nazistpart DNSAP. I Bovrup opnåede partiet op mod 25 % af stemmerne ved folketingsvalgene. Fra 1939 sad han i Folketinget, men hans forsøg i 1940 på at kuppe sig til regeringsmagten slog fejl. Gennem sit samarbejde med besættelsesmagten fik han status af landsforræder. I maj 1945 blev han arresteret, men døde inden retssagen for højforræderi gik i gang.

Afd. 2, 259 - 260

Skibsreder og værftsejer Jørgen Bruhn (1781-1858)

Jørgen Bruhn var den fremmeste repræsentant for Aabenraas søfart i storhedstiden i første halvdel af og hen over midten af 1800-årene. Bruhn var rundet af  en fremtrædende skipper- og bondeslægt på Løjt og tjente sig op fra skibsdreng til kaptajn og reder. Ved sin død var han byens rigeste mand og ikke kun Aabenraas, men også Danmarks største skibsreder, ejer af øen Kalvø med skibsværft, flere møller og teglværker. Han deltog i bystyret i Aabenraa, hvor han boede i Redergården på Storetorv. Han havde en dybtfølt interesse for skibsbyggeri, der flere gange satte ham i stand til at bygge skibe, der klart overgik, det man i forvejen kendte i Aabenraa. Som anerkendelse for de fremragende resultater blev han tildelt titlen kongelig ”agent”.

Afd. 2, 357 - 358

Maleren Jes Jessen (1743-1807)

Jes Jessen var malermester i Aabenraa og blev kendt for talrige kunstneriske udsmykninger af kirker i Sønderjylland og  inventarstykker, blomstermalerier, portrætter og by-, havne- og landskabsbilleder.  Han var læremester for C.W. Eckersberg, kendt som ”dansk malerkunsts fader”. Jes Jessens sønner stod til søs, blev kaptajner og redere, og familien er senere og frem til i dag indgået i tæt samarbejde med den kendte Aabenraa-skibsrederfamilie Jebsen (se nr. 15). Jes Jessen boede i huset Kirkepladsen 5, som stadig er i slægtens eje.

Afd. 2, 368

Kaptajnsfamilien Koch 

Aabenraas position som søfartsby fremgår af mange kaptajnsgravsteder på den gamle del af kirkegården. En del gravsten prydes af fine skibsrelieffer. Den nygotiske sandstensstele på familien Kochs gravsted bærer  på vestsiden to foldede hænder i en krans og på østsiden et vinget timeglas i slangens evighedssymbol. Derunder en tremaster. Skibet er aftaklet og fortøjet ved fire Duc Albert’er som udtryk for, at den afdøde kaptajn var gået i land og er død dér. 

Afd. 2, 387, 396 og afd. 927

Skibsrederfamilien Jebsen

Jebsen-familien er den vel nok mest kendte af Aabenraas mange gamle søfartsfamilier. Familiens gravsteder findes flere steder på kirkegården og spænder over to århundreder.  Stamfader Michael Jebsen (1790-1863) (2, 396) havde succes som kaptajn og reder for store sejlskibe i fart på Sydamerika. Hans søn Michael Jebsen (1835-1899) (2, 386) skabte et stort dampskibsrederi med fart på Kinakysten, han var med til at oprette Aabenraa Aktiebryggeri og var aktiv som tysksindet politiker i bystyret i Aabenraa og i rigsdagen i Berlin. Han tog også initiativ til det tyske mindretals samlingssted på Knivsbjerg og Bismarck-monumentet dér. Sønnen Jacob Jebsen (1870-1941) (4, 927)førte virksomheden gennem Første Verdenskrig og den efterfølgende økonomiske verdenskrise.  Siden har virksomheden udviklet sig til et vidtstrakt foretagende.  Aabenraa er fortsat hjemsted for firmaet Rhederi M. Jebsen A/S, som står for udstrakte ejendomsbesiddelser. Firmaerne Jebsen & Co. Ltd. i Hongkong og søsterfirmaet Jebsen & Jessen er betydelige handels- og ingeniørfirmaer. Jebsen-familien har siden 1840erne indtaget en fremtrædende plads blandt de tysksindede i landsdelen. Flere unge sønner faldt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. De er mindet med gravsten på familiegravstederne.  

Afd. 4

Mindesmærke for de danske faldne 1848-50

Under Den første Slesvigske Krig 1848-50 blev mange sårede og syge soldater indlagt på lazaretter i Aabenraa, især efter slaget ved Isted 25. juli 1850. Mindst 30 af de indlagte danske soldater døde, mange af tyfus, og de blev begravet i en fællesgrav på kirkegården.  I 1851 lod byens danske borgerskab dem minde med den store sandstensobelisk hugget af den kendte stenhugger Klewing fra Flensborg. En af de danske soldater, som døde på lazaretterne, var menig Niels Peter Bruun. Han fik sin egen mindesten på gravpladsen inden for smedejernsgitteret øst for den store sandstensobelisk. Her står også gravkorset for Nis Peter Gregersen, som blev begravet i Aabenraa efter at være død af sine sår på Dybbøl 18. april 1864. 

I 1848-49 lå der også slesvig-holstensk-tyske soldater på lazaretterne, og mindst 14 døde. De fik først et mindesmærke efter det danske nederlag i 1864 (se nr. 17).  

Afd. 4

Slesvig-holstensk mindesmærke for tyske faldne 1848-50 og 1864

I 1864 oprettedes i Aabenraa store lazaretter, hvorfra mindst 19 danske og tyske soldater blev begravet på kirkegården.  Efter krigen lod de lokale tyske lazaretkomiteer opsætte et mindesmærke over de i alt 42 slesvig-holstenske og tyske soldater, som var begravet på kirkegården i begge slesvigske krige 1848-50 og 1864. Sandstensstelen over de tyske soldater blev indviet den 30. oktober 1866. Den er nederst på forsiden mod øst prydet af det slesvig-holstenske våbenskjold. I én niche på bagsiden mod vest er anbragt en granat og tre kanonkugler. Indskriften mindes de faldnes kamp for Landesrecht og Vaterland, dvs. et samlet Slesvig-Holsten under augustenborgsk ledelse. I 1866 var det en bristet drøm. Slesvig-Holsten blev i stedet en provins af Preussen frem til 1920. 

De danske soldater fra krigen 1864 fik ikke et samlet mindesmærke, som deres forgængere fra krigen 1848-50 havde fået det i 1851 (se nr. 16). 

Indhegningen omkring monumentet rummer desuden gravkors for en preussisk soldat fra 1864.

Afd. 4, 979

Jernbanesabotøren Egon Nørgaard (1923-44)

Telefonmontør Egon Nørgaard var en af de aktive modstandsmænd på Aabenraa-egnen i 1944. Han var med til at udgive det illegale blad Budstikken, det eneste illegale blad der blev udgivet lokalt i Aabenraa-området under krigen.  Han dannede oplandsgrupper mellem Rødekro og grænsen og var med til at lede mange jernbanesabotager.  Den 17. oktober 1944 blev han taget og ført til Kolding. Den 8. december blev han skudt af Gestapo ved Skrydstrup flyveplads, ”under flugtforsøg”, som det hed i indberetningen. 

Afd. 4, 1004

Minister og borgmester Camma Larsen-Ledet (1915-91)

Camma Larsen-Ledet var socialdemokratisk medlem af Aabenraa byråd 1950-62, borgmester 1970-86, medlem af folketinget og familieminister i ministeriet Krag 1966-68. I hendes tid som borgmester fortsatte udbygningen af Aabenraa til en moderne by med nye kvarterer, sociale institutioner og havnefornyelse. Samtidig beklædte hun talrige poster på landsplan, ikke mindst i kommunalpolitisk sammenhæng. Ægtefællen Clement L.-L. (1915-84) var søn af den landskendte afholdsagitator Lars L.-L. og lokalredaktør for det socialdemokratiske dagblad Sønderjyden.  

Afd. 5, 564/571

Den danske patriot Martin Bahnsen (1809-1875)

Bahnsen var ud af en gammel Aabenraa-farverslægt og videreførte familiens ansete foretagende med dygtighed. I 1850- og 1860erne hørte han til de førende dansksindede borgere i byen, blev rådmand og valgt til Stænderforsamlingen i Flensborg.  Han var med til at stifte byens danske forening Frederiksklubben. I 1864 agiterede han energisk for en deling af Slesvig, som skulle redde Danmark fra at afstå hele det gamle hertugdømme ved den forestående fredsslutning. Efter freden kæmpede han videre for at få gennemført en afstemning, som kunne bringe den nordlige danske del af Slesvig tilbage til Danmark.

Inskription: Martin Bahnsen/født i Aabenraa 29. juni 1809/død sammesteds 12. marts 1875/Dorthea Marie Bahnsen/født Hansen/født 24. juli 1817/død 1. juli 1899/Altid det dages paany, hvor Hjerterne/Morgen vente.

Afd. 5, 576, 581 - 583, 593 - 594

Skibsrederfamilien Jessen

Kaptajnsfamilien Jessen nedstammer fra maleren Jes Jessen (se nr. 13). Jessen-familien tæller ligesom Jebsen-familien (se nr. 15) flere generationer af kaptajner og skibsredere med flere store gravsteder på kirkegården. Her ligger også den indgiftede familie Holst. Jessen familien indtager ligesom Jebsen-familien en kendt plads i det tyske mindretal. Jes Nic. Jessen (1826-1890) var kaptajn og reder og rådmand i bystyret. Han blev gift med en søster til skibsreder Michael Jebsen og var korresponderende reder og medstifter af Rhederi M. Jebsen. Johann Heinrich Jessen (1865-1931) stiftede sammen med sin svoger Michael Jebsens søn,  Jacob Jebsen, firmaet Jebsen & Co. i Hongkong. Det udviklede sig senere til et stort, endnu eksisterende handelsfirma.

Afd. 12, 1403 -1404N

Politikeren H.P. Hanssen (1862-1936)

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders leder i årene frem til Genforeningen i 1920, da han blev dansk minister og folketingsmand. Han var født på gården Nørremølle i Sundeved og blev fra 1880erne hovedkraften i organiseringen af den danske bevægelse i Sønderjylland. Fra 1893 var han udgiver af avisen Hejmdal i Aabenraa, blev medlem af den preussiske landdag og den tyske rigsdag i Berlin. I 1918 stillede han sig i spidsen for kravet om Nordslesvigs genforening med Danmark. Hans moderate grænsepolitik bidrog til at muliggøre en holdbar grænsedragning ved Genforeningen i 1920.

Afd. 18, 524

Tobaksfabrikant og rigsdagsmand I.P. Junggreen (1827-1886)

Junggreen ejede en betydelig tobaksfabrik i Aabenraa og blev efter 1864 en fremtrædende talsmand for landsdelens danske bevægelse. Han var medstifter og første formand for den danske forening Sprogforeningen og indtil sin død dansk medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Her tog han især ordet om sproglige og nationale forhold i Nordslesvig.

Afd. 18, uden nr.

Tyske storborgerfamilier Maag og Voetmann

Familierne Maag og Voetmanns sorte marmorobelisk minder om to familier fra byens tysksindede storborgerskab i 1800-årene. Thomas Maag (1811-93) var en af byens ansete kaptajner. En datter blev gift med Christian Voetmann (1844-1917) fra den velhavende Voetmann-købmandsfamilie. Han var som  senator et fremtrædende medlem af bystyret og erhvervede sig hædersbetegnelsen Kommerzienrat. Stenen for hans far, firmagrundlæggeren Johan Jacob Voetmann (1803-64), ligger foran obelisken. Handelshuset Voetmann var gennem mere end 150 år et af byens førende inden for handel med tømmer, jern og bygningsmaterialer. 

Afd. 18, uden nr.

Jernstøber Stallknecht    

Stallknechts familiebegravelse er en sort granitobelisk med indskrift på dansk. Jernstøber Andreas Tolstrup Stallknecht (1824-82) stammede fra Horsens og grundlagde i 1851 byens første jernstøberi. Fabriksbygningerne i Slotsgade er stadig bevaret. Han investerede også i byens skibsfart.  Ved siden af ses gravstedet for svigersønnen kaptajn Christian Schütt (1833-1900). Han overtog jernstøberiet og byggede pragtvillaen ”Villa Anna Caroline” på Haderslevvej, Aabenraas udfaldsvej mod nord. Villaen var opkaldt efter hustruen Anna Caroline f. Stallknecht og var en af de første og fornemste privatvillaer i Aabenraa.         

Afd. 18, uden nr.

 Kaptajnsfamilien Schütt 

Kaptajnsfamilien Schütts familiebegravelse markeres af en grå granitobelisk prydet af en marmorplade med relief af en aftaklet tremaster. Den dansksindede kaptajnsfamilie har valgt en indskrift på dansk.      

Afd. 18, 535

Rebslagerfamilien Garben   

Gravstenen for Johan Garben (1827-1883) er en brudt søjle af rød granit. Den minder om rebslagerdynastiet Garben, som gennem fire generationer fremstillede tovværk til de mange Aabenraa-skibe.  Virksomheden har givet navn til gaden Reberbanen. Stenens danske indskrift antyder, at familien var dansksindet.  Nedenfor ligger gravstenen for svigersønnen, kaptajn Peter Michelsen (1877-1949).    

Afd. 18, 542

Kaptajn Eschel Krabb (1824-88)

Den ret anonyme gravsten står over en af de mange vidtberejste kaptajner, som i 1800-årene gjorde Aabenraa kendt på verdenshavene. Krabb var landmandssøn fra Løjt og stod til søs som 16 årig i 1841. Fra skibsdreng tjente han sig op til kaptajn og fik en imponerende karriere i sejlads på Sydamerika, Californien, Indien, Kina og Australien. Han førte flere af Bruhn-familiens berømte skibe og blev selv partsreder.  47 år gammel gik han i land, og virkede derefter næsten til sin død som skibsinspektør for de store Aabenraa-redere. Krabbs erindringer er udgivet som bog i 2012. Nedenfor Eschel Krabbs gravsten ligger gravstenen for datteren Anna. Hun blev gift med Friedrich Raben (1851-1922), søn af den fremtrædende Aabenraa-reder og skibsværftsejer Gustav Raben (se nr. 7).

Afd. 17, 1352, 1354

Malerinden Franciska Clausen (1899-1986)

Franciska Clausen var datter af den talentfulde og velhavende Aabenraa-købmand Peter Clausen (1863-1924). Som ganske ung fik hun en uddannelse ved akademier i Weimar, München, Berlin, Paris og København. Hun blev inspireret af tidens fremtrædende avantgardekunstnere og blev medlem af den internationale gruppe Cercle et Carré. I disse tidlige år skabte hun værker præget af konstruktivismen, hvilket har givet hende en plads i kunsthistorien som pioner for 1900-årenes abstrakte kunst. Fra 1931 boede hun igen i Aabenraa, men hjembyen havde ikke megen forståelse for hendes moderne abstrakte kunst, og hun måtte ernære sig som portrætmaler. En række værker kan i dag ses på Kunstmuseet Brundlund. Nogle af hendes portrætter indgår i billedsamlingen på Folkehjem.

Afd. 14, 1621

Pastor Carl Jürgen Johannes Beuck (1887-1985)

Carl Beuck var født i Holbøl og virkede fra 1936 til 1955 som præst for den tyske del af folkekirkens menighed i Aabenraa. Før og under den tyske besættelse stillede han sig i opposition til nazificeringen af det tyske mindretal og oplæste f.eks. i 1943 biskoppernes hyrdebrev om de danske jøder. Den modige holdning gav ham vanskeligheder i forhold til mindretallets nazistiske ledelse. Til gengæld blev han værdsat hos de danske myndigheder og i den loyale del af den tyske befolkning. I 1945 hørte han til den kreds i mindretallet, som underskrev den såkaldte ”Haderslev-erklæring”, som fordømte mindretallets politik under nazistisk ledelse og erklærede loyalitet over for den danske stat. 

Afd. 14, uden nr.

Sprogforeningsformand Mathias Andresen (1858-1916)

Flere sider af de danske sønderjyders kulturarbejde under preussisk styre kommer til udtryk i Mathias Andresens biografi. Han var læreruddannet, men kunne ikke acceptere den tyske folkeskolens fortyskning af børnene og blev i stedet lokalredaktør for den danske avis i Aabenraa. Fra 1889 blev han ledende i den danske Sprogforenings arbejde for at bringe danske bøger og et dansk børneblad ud til sønderjyderne. Han var redaktør for Sprogforeningens Almanak, udgav den ”Blå Sangbog” og var i en årrække til sin død formand for Sprogforeningen. Fra Johan Junggreen overtog og videreførte han den betydelige tobaksfabrik i Aabenraa, som var grundlagt af J.P.Junggreen (se nr. 23). I Billedsamlingen på Folkehjem hænger hans portræt, malet af Franciska Clausen (se nr. 27). 

Afd. 14, 429 - 432

Michelsen-familien fra  ”Michelsens Gård”

”Michelsens Gård” i Kolstrup hører i dag under Aabenraa Museum.  Det store gravsted samler en del af slægten gennem flere generationer. Den brudte søjle i rød poleret granit er rejst over gårdejer og løjtnant Jacob Michelsen (1845-1899). Han var søn af skibsbygmester Mads Michelsen, en af Aabenraas fremtrædende værftsejere og overtog gården i Kolstrup fra sin svigerfar. Han var i et årti til sin død formand for den danske Sprogforening.  Gravstedet rummer bl.a. også stenen for datteren Marie, gift Thomsen (1878-1961) Hun er kendt for en bog om Jomfru Fanny (se nr. 5) 

Sønderjyder faldet i Verdenskrigen 1914-18

Op til Genforeningen i 1920 var Sønderjylland en del af Preussen og blev inddraget i Verdenskrigen 1914-18. Omkring 30.000 unge mænd fra Sønderjylland blev indkaldt til krigstjeneste, 5.300 faldt. De fleste blev begravet i store fællesgrave nær slagmarkerne, men ofte blev den enkelte faldne også mindet med en gravsten på familiegravstedet derhjemme. Spredt rundt på kirkegården står derfor gravsten, som minder om Verdenskrigen 1914-18. Indskrifterne på disse gravsten angiver, hvor soldaten faldt og røber familiens nationale sindelag. Stenene over tysksindede faldne er på tysk og giver ofte udtryk for opbakning til krigen: Soldaten er faldet for ”sein Vaterland” (31a  Dibbern Afd 9, 384), soldaten ”Kämpfte für Deutschlands Grösse und erlitt den Heldentod”  (31b Trumpf  Afd. 2, 256), nogle faldt i Frankrig ”an der Somme” eller i Nordsøen (se nr. 15 Jebsen), nogle i Rusland (31c Lehmkuhl Afd. 6)   

Mindestenene over dansksindede faldne tager ikke stilling til krigen. De røber kun sindelaget gennem indskriftens danske sprog, som på stenen over Iver S. Bjerrum (31d  Afd. 1, 27) eller Richard Andresen, som er ”falden i Rusland” (31e Afd. 7, 23 N).

Nogle af de mange sømænd fra Aabenraa mistede livet på havet, som skibsfører Peter A. Maasbøl. Han blev ” torpedet 1916” (31f Afd. 5, 705).

Tyske frontfrivillige 1939-45

Under Verdenskrigen 1939-45 deltog mere end 2150 unge mænd fra det tyske mindretal i Sønderjylland som frontfrivillige i tysk krigstjeneste. 700 faldt.  Flere af de faldne er mindet med gravsten på familiegravene. Hans Günther-Jensen faldt i 1944 ved Narva i Estland (32a Afd. 4, 993), i familien Marquardt faldt Rolf i Rusland 1941, Otto i Frankrig 1944, og Rolf Timm døde i fangenskab 1944 (32b Afd. 18, 1690). Skorstensfejerfamilien Weissenborn mindedes en falden i begge verdenskrige, i 1915 og 1945 (32c Afd. 13, 598) 

Afd. 16

Tyske soldater fra Første Verdenskrig

Under Verdenskrigen 1939-45 deltog mere end 2150 unge mænd fra det tyske mindretal i Sønderjylland som frontfrivillige i tysk krigstjeneste. 700 faldt.  Flere af de faldne er mindet med gravsten på familiegravene. Hans Günther-Jensen faldt i 1944 ved Narva i Estland (32a Afd. 4, 993), i familien Marquardt faldt Rolf i Rusland 1941, Otto i Frankrig 1944, og Rolf Timm døde i fangenskab 1944 (32b Afd. 18, 1690). Skorstensfejerfamilien Weissenborn mindedes en falden i begge verdenskrige, i 1915 og 1945 (32c Afd. 13, 598) 

Russiske krigsfanger

Under Første Verdenskrig 1914-18 overførte den tyske hær mere end 5.000 allierede krigsfanger til Nordslesvig, herunder mange fra Rusland. Fra 1915 blev de fleste russiske soldater benyttet til landbrugsarbejde og blev indkvarteret rundt om i landsbyerne. I krigens allersidste måneder døde 20 russere, der hørte under fangekommandoen i Aabenraa, og de blev alle begravet her på kirkegården. På deres grave blev der i 1925 rejst cementkors med navn og fødsels- og dødsdato. Indvielsen blev foretaget af popen fra den russisk-ortodokse kirke i København. Samme type granitkors er benyttet på krigsfangekirkegården i Løgumkloster.

Afd. 11

Allierede flyvergrave 1940-45

Under Anden Verdenskrig styrtede omkring 1000 britiske og amerikanske flyvere ned over Danmark på vej til eller fra luftangreb i Tyskland. I 1942 bestemte den tyske besættelsesmagt, at de nedstyrtede fra det sønderjyske område skulle begraves samlet på Aabenraa kirkegård. Begravelserne foregik som militære ceremonier, hvor der blev lagt kranse med hagekors. I alt 154 soldater fra det britiske statssamfund og andre allierede blev begravet på kirkegården. Efter krigen blev gravpladsen udformet som mindested i lighed med britiske soldatergrave andetsteds på kloden. Hver grav fik sin gravsten med den faldnes våbenmærke, navn og data og evt. en indskrift. Gravstenene er samlet omkring det britiske mindesmærke Cross of Sacrifice (opofrelsens kors). Korset er skabt af arkitekt Reginald Blomfield for den engelske krigergravskommission efter 1. Verdenskrig. Et sådant kors er opstillet overalt i verden på krigsgravpladser, hvor der er mere end 40 engelske soldaters grave.

I 1946 blev også sat et dansk mindesmærke for de allierede flyvere. Det er en råt tilhugget granitstele med indsat bronzerelief forestillende en ung mand, der synker blandt flyvende fugle. Mindesmærket er udformet af havearkitekt og billedhugger I.P. Jungggreen Have, Aabenraa.

Afd. 19

Tyske flygtningegrave 1945

Fra februar til maj 1945, allersidst i Anden Verdenskrig, ankom der tætpakkede tog og overfyldte skibe til Aabenraa med flygtninge på flugt fra Den røde Hærs indmarch i de tyske østprovinser. I alt ankom omkring 6500 flygtninge til Aabenraa, hvor de blev indkvarteret i tyske og danske skoler og hos medlemmer af det tyske mindretal. Blandt flygtningene var der mange gamle, kvinder og børn og en del gravide kvinder. Mange var afkræftede af den strabadserende flugt, og i de næst følgende måneder blev der registreret i alt 261 dødsfald, især blandt de tyske spædbørn. 89 af de døde var ikke fyldt ét år, 107 var under fem år gamle. 254 flygtninge og 2 soldater fandt deres grav på Aabenraa kirkegård. De er mindet med en fælles mindesten med indskrift på tysk og dansk, og desuden har hver af de døde fået sin gravsten med navn og fødsels- og dødsdato.   

Skt. Hedvig-søstrenes fællesgravsteder

I 1926 oprettede den katolske søsterorden Skt. Hedvig-søstrene et hospital i Aabenraa opkaldt efter Nordens apostel Ansgar. I 1937 byggedes også en kirke til den katolske menighed. Skt. Hedvig-søstrenes 44 grave er samlet i to fællesgravsteder, hver fordelt omkring en stele med kors og den korsfæstede Kristus i bronze. Desuden er der to gravsten for præster i ordenen. Hver sten bærer den afdødes navn og nederst inskriptionen R.I.P.: Requiescat in pace – Hvil i fred. 

Afd. 11, 1884 A

Modstandsmanden Peter M. Koch (1888-1944)

Under den tyske besættelse 1940-45 gennemførte tilrejsende sabotører fra Varde og fra sabotagegruppen Holger Danske i samarbejde med lokale modstandsfolk den 5. februar 1944 en stor sabotageaktion mod to virksomheder i Aabenraa. Automobilhandler og mekaniker Peter M. Kochs hjem i Styrtom i Aabenraas sydlige udkant var hovedkvarter for sabotørerne. Her blev de opsporet af tyskerne, og det kom til ildkamp. Koch blev arresteret og deporteret til den tyske koncentrationslejr Neuengamme, og døde den 16. november 1944 på en udkommando i Husum-Schwesing lejren.

Afd. 19, A 13

Amtsborgmester Erik Jessen (1919-2002)

Erik Jessen var født og opvokset i Aabenraa og var med til at videreføre det store manufakturfirma, som var grundlagt af faderen Peter Jessen. Efter tolv år som borgmester blev han amtsborgmester i 1970 og fik afgørende betydning for opbygningen af den nye Sønderjyllands amtskommune. Han fremmede udviklingen af det dansk-tyske samarbejde hen over den dansk tyske landegrænse og var blandt meget andet også formand for Sydbank og Nykredit.