Aabenraa Provsti: Kirkerne ligger ikke tilfældigt i landskabet. De er placeret efter de tanker, ønsker og prioriteringer,man havde dengang, de blev bygget.  De landskaber, der omgiver kirkerne, er i dag kulturlandskaber formet af vore forfædres og vor egen tids landbrug, skovdrift, bygninger, veje og jernbaner. Kirken har gjort hele denne udvikling med, og man fornemmer samhørigheden imellem kirken og landskabet.

Går man gennem kirkegården, der vidner om slægterne før os, ind i kirkerummet, befinder vi os i et gudstjenesterum, som gennem tiden har ændret sig, uden at man har mistet sammenhængen mellem nutid og fortid. Her findes kunsten. Måske som en udsmykning af kirkens loft og inventar eller som en ny alterudsmykning på et gammelt alter. Kirkens rum afspejler fortid og nutid også gennem kunsten. Således bliver kunsten en del af kirken og kirken en del af landskabet – som en russisk babusjkadukke, som kan skilles ad, og inden i befinder sig samme model bare i mindre format. Det er en uadskillelig enhed.